Sund & Bælt, der blandt andet ejer og varetager styringen af Storebæltsbroen, har kunnet se sine indtægter falde i årets tre første måneder.
Det fremgår af selskabets regnskab, der er kommet torsdag aften.
Det skyldes, at personbiltrafikken ikke helt er kommet sig efter at have været hårdt ramt af covid-19-pandemien.
Indtægterne lander samlet på 653 millioner kroner sammenlignet med 689 millioner kroner i de første tre måneder af 2020.
Selskabet ejer og varetager desuden halvdelen af Øresundsbro Konsortiet.
Her blev indtægterne især negativt påvirket af nedlukningen af landegrænsen mellem Danmark og Sverige, hvilket også her var et resultat af pandemien.
På Øresundsbroen faldt den samlede trafik med 54 procent i forhold til første kvartal 2020.
På Storebæltsbroen faldt trafikken 15 procent.
Det er er dog indtægterne fra Storebæltsbroen, som vægter klart tungest. Ud af indtægterne på 653 millioner kroner i første kvartal, står Storebæltsbroen for de 556 millioner kroner i regnskabet.
/ritzau/











