Det østrigske luftfartsselskab Austrian Airlines oplyser, at Rusland ikke vil give dets fly med afgang fra Wien til Moska tilladelse til landing i den russiske hovedstad, medmindre flyet tager vejen gennem Hvideruslands luftrum.
Det har betydet, at afgang OS601 fra Wien er blevet aflyst. Det skriver den østrigske avis Kurier. Det bekræftes også af den østrigske regering.
– En ændring af flyveruten skal godkendes af myndighederne. De russiske myndigheder gav os ikke den tilladelse, lyder det i en erklæring fra Austrian Airlines.
EU har opfordret dets medlemslande til at undgå hviderussisk luftrum. Det er sket, efter Hviderusland søndag tvang et passagefly fra Ryanair til landing i Minsk. Om bord var en dissident, der blev anholdt.
Østrig har besluttet, at det vil følge EU’s linje og undgå hviderussisk luftrum.- Det er en reaktion på det, som EU-diplomater betegner som en kapring.
Nyhedsbureauet AFP har bedt om en kommentar fra det russiske transportministerium. Men her meddeler man, at “ikke har en kommentar lige nu”.
Austrian Airlines ejes af tyske Lufthansa. Flyselskabet bekræfter, at alle dets fly “for øjeblikket undgår hviderussisk luftrum”, skriver AFP.
Men de planlagte flyvninger til Moskva og Skt. Petersborg vil blive gennemført, hedder det.
Om bord i det fly fra Ryanair, som Hviderusland tvang til landing med hjælp fra kampfly, var en kendt regimekritiker og blogger, Roman Protasevitj. Han og kæresten var på vej fra Grækenland til Litauen med Ryanair. De blev begge anholdt, da flyet blev tvunget ned i Minsk.
Der er stor vrede i EU og USA over Hvideruslands præsident, Aleksandr Lukasjenko, Han beordrede personligt, at flyet skulle tvinges ned. Han hævdede efterfølgende at der havde været en bombetrussel mod flyet. Det har andre kilder ikke kunnet bekræfte.
Bestyrelsen i FN’s organisation for civil flyvning, ICAO, møde senere torsdag for at drøfte et krav fra Irland om, at der igangsættes en undersøgelse om den kontroversielle landing i Minsk.
/ritzau/











