Et voldsomt sammenstød mellem en tankvogn og to busser har kostet 52 mennesker livet, oplyser lokale kilder ifølge BBC.
Dødstallet er ikke bekræftet, og andre medier opgiver et lavere dødstal.
De tre køretøjer brød i brand, og yderligere 73 kvæstede skal være fragtet til hospitaler i provinsen Ghazni.
Dokumenter viser ifølge Jawed Salangi, talsmand for provinsguvernøren i Ghazni, at der var 125 personer med busserne.
En lokal politichef, Aminullah Amarkhel, har tidligere søndag opgivet antallet af dræbte til 14 og antallet af kvæstede til 73, rapporterer nyhedsbureauet dpa.
Sammenstødet er sket på hovedvejen mellem Afghanistans hovedstad, Kabul, og byen Kandahar. Busserne var på vej til Kandahar i syd.
Politiet i provinsen har afvist, at en vejsidebombe kan være årsag til sammenstødet. Det forlyder ifølge den britiske avis The Independent fra politiet, at busserne kørte med høj fart, da ulykken skete.
Kollisionen er resultat af hensynsløs kørsel, siger chefen for trafikmyndighederne i Ghazni, Mohammadullah Ahmadi, ifølge nyhedsbureauet AP.
Han fortæller, at lokale hjalp brandfolk med at redde overlevende fra de brændende busser.
Et lignende sammenstød mellem en bus og en tankvogn skete på samme vej – og ikke langt derfra – for fire år siden. Dengang blev 50 personer dræbt, da begge køretøjer udbrændte.
/ritzau/











