Flere er dræbt i skyderi i Californien

    Flere mennesker er dræbt i et masseskyderi i San Jose i Californien onsdag.

    En bevæbnet person åbnede ild i nærheden af en letbane i byen onsdag morgen lokal tid.

    Det oplyser vicepolitichef Russell Davis ifølge nyhedsbureauet Reuters på et pressemøde.

    Her siger han, at der er “flere dødsofre”, men at politiet har brug for mere tid, inden det kan sige, præcis hvor mange, det drejer sig om.

    – Jeg kan ikke bekræfte det præcise antal sårede og dræbte, siger han.

    Flere mennesker får behandling for skudsår. Den formodede gerningsmand er også død, meddeler Davis.

    – Gerningsmanden udgør ikke længere en trussel, siger vicepolitichefen.

    Han har ikke umiddelbart flere oplysninger om, hvem gerningsmanden var, eller hvad motivet bag skyderiet er.

    Skyderiet fandt sted i et område i nærheden af San Jose lufthavn kort før klokken 07.00 lokal tid (klokken 16 dansk tid).

    Området er evakueret.

    En lokal tv-station rapporterer, at området ikke er åbent for offentligheden, så gerningsmanden kan have haft adgang som medarbejder.

    Politiet oplyser ifølge nyhedsbureauet AFP, at flere af ofrene var ansatte ved letbanen.

    Russell Davis tilføjer, at han vil komme med en opdatering senere fredag.

    Forinden havde politiet skrevet på Twitter, at det var til stede i et område af San Jose og bad folk holde sig fra området.

    /ritzau/