Borgmester i Ikast-Brande Kommune Ib Lauritsen (V) frygter, at der går flere år uden forandringer, efter at regeringen tirsdag aften droppede planerne om et nyt udrejsecenter på Langeland.
For det er ikke holdbart, at de 130 beboere, som skulle flytte ind på det nye udrejsecenter, i stedet bliver boende på Kærshovedgård i borgmesterens kommune.
– Alle har anerkendt, at Kærshovedgård i sin nuværende form er et dysfunktionelt udrejsecenter, og at man er nødt til at gøre noget ved det.
– Det var der en erkendelse af fra den tidligere regering. Og det er der en anerkendelse af fra den nuværende. Det er et uløst problem. Og det må man nu arbejde videre med, siger Ib Lauritsen.
Han er bekymret for, at “årene går, og at det bare bliver ved med at være, som det er”.
Tirsdag aften meddelte regeringen, at den dropper planer om et nyt udrejsecenter på Langeland, som den ellers præsenterede i sidste uge.
Beslutningen er ifølge regeringen et resultat af, at oppositionen sammen med støttepartiet SF har erklæret sin modvilje mod et nyt center på Langeland.
Udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S) har sagt, at han godt forstår, at Ib Lauritsen er træt af situationen.
/ritzau/











