Regeringen: Danmarks økonomi vokser lidt mere end ventet

    Det ser fortsat godt ud for Danmarks økonomi, i takt med at coronakrisen aftager, og dagligdagen er begyndt at vende tilbage.

    Sådan lyder det i regeringens Økonomiske Redegørelse, som Finansministeriet tirsdag har offentliggjort. Her fremgår det, at der ventes en vækst på 2,4 procent i bruttonationalproduktet (bnp) i år.

    Det er en opjustering i forhold til den forventede vækst på 2,1 procent, som Finansministeriet meldte ud i april i forbindelse med Danmarks Konvergensprogram 2021.

    – Efter vinterens smittebølge og nedlukning i dele af økonomien er der nu igen stærk fremgang i dansk økonomi, fremgår det i Økonomisk Redegørelse.

    – Detailsalget er for eksempel steget betragteligt, og ledigheden er faldet, så den nu ligger under efterårets niveau.

    Næste år ventes væksten at blive på 3,6 procent af bnp, mens forventningen i april lå på 3,8 procent, så en del af væksten er således blevet fremrykket.

    I december sidste år, da Økonomisk Redegørelse senest blev offentliggjort, ventede man vækst i bnp på 2,8 procent i år.

    Siden fulgte en omfattende nedlukning, som gjorde, at forventningerne blev nedjusteret, da konvergensprogrammet blev præsenteret i april.

    /ritzau/