Australian Open-direktør afviser blankt flytning næste år

    Turneringsdirektøren for Australian Open, Craig Tiley, er klar til “at bestige Mount Everest” for, at tennisturneringen også næste år bliver afviklet i Melbourne.

    Det siger han, efter at der mandag lokal tid har været meldinger om en mulig flytning af årets første grand slam-turnering i 2022.

    Det var det australske medie ABC, som mandag beskrev en prognose fra landets regering om lukkede grænser indtil midten af 2022.

    Bliver det tilfældet, kan det potentielt resultere i en flytning af turneringen til Dubai eller Doha, beskrev mediet.

    Med en flytning kan man nemlig undgå nogle af de strenge krav, som i år sendte omkring 1200 spillere, trænere og andre indrejsende i 14 dages karantæne op til Australian Open.

    Det skulle flere spillere ifølge ABC ikke være villige til at gøre igen.

    Men trods de mange kontroverser, som situationen bragte med sig i Australien, ser Tiley ikke en flytning som en mulighed næste år.

    – Vi kommer til at være her i Melbourne, vi kommer til at få det til at fungere, det kommer til at blive i januar, siger Tiley, der står i spidsen for organisationen Tennis Australia.

    – Vi kommer til at finde en måde, hvorpå vi kan få de spillere, som for tiden rejser verden rundt, ind i en boble.

    Millionbyen Melbourne ligger i den australske delstat Victoria, som sidste år var ramt af et stort coronaudbrud og efterfølgende gennemførte en omfattende nedlukning, der sendte smittetallet helt i bund.

    Afviklingen af turneringen i 2021 trak overskrifter verden over, da tennisentusiaster i tusindvis fik lov at komme ind på anlægget.

    Men der måtte også gennemføres en nedlukning midt i turneringen på grund af et coronaudbrud.

    /ritzau/Reuters