Kampfly fra Israel bombarderer mål i Gazastriben

    Israelske kampfly har natten til mandag bombarderet flere mål i Gazastriben. Det fortæller beboere i enklaven til nyhedsbureauet AFP.

    Det israelske forsvar (IDF) bekræfter oplysningerne.

    – IDF-kampfly rammer terrormål i Gazastriben, oplyses det i en meddelelse efter midnat.

    Israel har svaret igen med luftangreb, siden konflikten mellem Israel og militante palæstinensere blev optrappet mandag for en uge siden, da Hamas-bevægelsen, der kontrollerer Gazastriben, affyrede raketter i retning mod Israel.

    Konflikten blev udløst af uroligheder i Jerusalem.

    Der er foreløbig ingen meldinger om eventuelle dræbte eller tilskadekomne i forbindelse med de israelske luftangreb natten til mandag.

    Søndag blev 42 palæstinensere dræbt i luftangreb. Det er det hidtil største dødstal på en enkelt dag.

    Ifølge myndigheder fra hver side har 197 personer siden mandag mistet livet i Gazastriben, mens ti er blevet dræbt i Israel.

    /ritzau/