Det seneste år har budt på hjemmearbejde for mange danskere, men fredag ventes en gradvis tilbagevenden til normalen at begynde.
I starten af maj varslede politikerne en plan for en gradvis normalisering fra 21. maj. Den er dog endnu ikke præsenteret.
Men når danskerne gradvist skal tilbage fysisk på arbejde, skal det ske efter lokale modeller, som passer den enkelte arbejdsplads.
Det mener Sara Vergo, formand for de offentligt ansatte i Djøf, der organiserer samfundsvidenskabelige og erhvervsøkonomiske akademikere.
– Vi håber på, man laver en gradvis genåbning, hvor beslutningerne lægges ud lokalt, og der kigges på, hvordan det passer på den enkelte arbejdsplads, til medarbejderne og de opgaver, der skal løses, siger hun.
Omkring otte ud af ti af de offentligt ansatte hos Djøf arbejder hjemmefra hele arbejdsugen, mens det er omkring 60 procent af de privatansatte.
Andre arbejder også delvist hjemmefra, så det er en stor del af fagforeningens 100.000 medlemmer, lyder det fra Sara Vergo.
– Vi kan høre på rigtig mange medlemmer, at der er brug for at komme tilbage. Mange mistrives ved at sidde derhjemme på fuldtid, siger hun.
/ritzau/











