Det palæstinensiske sundhedsministerium siger, at mindst 26 mennesker er blevet dræbt ved israelske luftangreb i Gazastriben natten til søndag.
Under angrebene var mindst to huse blandt bombemålene, hedder det.
En talsmand for det israelske militær siger, at Israel er ved undersøge oplysningerne.
Israel bombede blandt andet et hus, hvor lederen af Hamas bor. Det skete tidligt søndag samtidig med, at sirener advarede om raketangreb mod israelske grænsebyer.
Nyhedsbureauet AP skriver, at tre bygninger er blevet jævnet med jorden ved de israelske bombardementer. AP skriver, at 23 blev dræbt ved angrebene.
Det skal være det voldsomste angreb, siden kamphandlingerne blussede op tidligere i denne uge. Det er de hårdeste kampe siden 2014.
Øjenvidner siger til det tyske nyhedsbureau dpa, at fem huse er blevet ødelagt på Gazastripen under kamphandlinger tidligt søndag.
Ifølge de seneste meldinger skal der i alt være blevet dræbt 174 mennesker i den tæt befolkede Gazastribe, som kontrolleres af det islamistiske Hamas. Blandt de dræbte er 47 børn.
I Israel er ti personer blevet dræbt – heriblandt to børn.
Israel siger søndag, at det fortsætter en bølge af luftangreb, og at der i de seneste 24 timer er blevet rettet bomber mod 90 mål forskellige steder i Gazastriben.
Israels hær siger, at omkring 2900 raketter er blevet sendt mod Israel fra kystområdet Gaza siden mandag. 450 af raketterne er faldet ned i Gazastriben, mens Israels anti-missil system har opfanget 1150 raketter på en uge, hvor israelske huse er blevet ramt og hvor der tit har været luftalarm i israelske byer og boligområder.
Den blodige militære konflikt har også ført til optrappet vold mellem civile jøder og arabiske israelere samt dødelige sammenstød på Vestbredden.
En bygning, der bestod af 11 etager med både kontorer og lejligheder for mange journalister og medieorganisationer blev bombarderet lørdag.
Mediebygningen blev betragtet som et af de få sikre steder i Gaza.
– Verden vil vide mindre om, hvad der sker i Gaza på grund af det, der er sket i dag, hed det i en erklæring fra nyhedsbureauet AP efter bygningen var ødelagt.
– Bygningen var også kontor for civile nyhedsmedier, som terrorgruppen Hamas gemmer sig bag og bruger som menneskeligt skjold, sagde en talsmand for Israels militær lørdag.
/ritzau/Reuters











