Udenrigsminister Jeppe Kofod (S) mødes søndag med repræsentanter for Grønland og Færøerne i København.
Mødet er arrangeret, forud for at USA’s udenrigsminister, Anthony Blinken, mandag besøger Danmark.
Naalakkersuisoq Pele Broberg, der er ansvarlig for erhverv, handel, klima og udenrigsområdet i Grønland, ønsker at tale med den amerikanske udenrigsminister om mulighederne for øget handel mellem de to lande.
– Den øgede interesse for Arktis i verden skal vi udnytte. Og det gør vi ved at skabe handelsforbindelser til blandt andet USA, sagde han fredag inden sin afrejse mod Danmark til det grønlandske medie KNR.
Han har dog et overordnet budskab med til den amerikanske udenrigsminister:
– Det allervigtigste budskab for mig at få frem er, at Anthony Blinken skal forstå, at vi er Grønland.
– Vi er anderledes end mange andre lande. Vi har et krav om selvstændighed. Vi er ikke Danmark og Færøerne – vi er Grønland, lyder det fra Pele Broberg.
/ritzau/











