Et israelsk luftangreb har lørdag jævnet en mediebygning på 13 etager i Gazastriben med jorden.
Bygningen husede blandt andet medierne Al Jazeera og det amerikanske nyhedsbureau AP.
Israel “destruerede Jala Tower i Gazastriben, som rummer Al Jazeera og andre internationale pressekontorer”, oplyser Al Jazeera på Twitter.
En AP-journalist oplyser, at hæren på forhånd havde advaret bygningens ejer om, at et luftangreb var på vej.
Tv-billeder fra Al Jazeera viser, at bygningen kollapser efter det israelske luftangreb. En stor sky af støv steg efterfølgende til vejrs.
Jawad Medhi, ejer af Jala Tower, siger, at en person fra den israelske efterretningstjeneste advarede ham om, at han havde en time til at evakuere bygningen.
I et telefonopkald med en officer, hørte nyhedsbureauet AFP’s journalist, at ejeren bønfaldt om ti minutter ekstra til at evakuere bygningen.
Han håbede, at det ville give journalister mulighed for at hente deres computere og andet udstyr før angrebet.
Men anmodningen blev afvist.
– Det er forfærdeligt og meget trist at gå efter Al Jazeera og andre medier, siger Al Jazeera-chef i Gaza Wael al-Dahdouh.
Israel holder fast i, at angrebet var berettiget.
– Kampfly angreb et højhus, som havde militært udstyr, der tilhørte de militære efterretningstjenester for terrororganisationen Hamas.
– Bygningen var også kontor for civile nyhedsmedier, som terrorgruppen Hamas gemmer sig bag og bruger som menneskeligt skjold, oplyser en talsmand for Israels militær.
/ritzau/AFP











