Fire palæstinensere er dræbt i sammenstød på Vestbredden fredag.
Israelske sikkerhedsstyrker skød med skarpt mod dem, oplyser det palæstinensiske sundhedsministerium.
En af de dræbte blev skudt, da han forsøgte at stikke en israelsk soldat ned lidt nord for hovedbyen Ramallah, oplyser den israelske hær.
En anden palæstinenser blev dræbt af skud i en landsby tæt ved byen Jenin. Ifølge den israelske hær var han en af hovedkræfterne bag voldelige optøjer.
Tidligere fredag blev to andre palæstinensere såret af skud fra israelske styrker i den nordlige del af Vestbredden. De døde senere af deres skader.
Ud over de fire dræbte er over 100 andre såret i sammenstødene, oplyser hjælpeorganisationen Røde Halvmåne. Mange er ramt af gummikugler eller har indåndet tåregas.
Fredage – hvor muslimer samles til ugens vigtigste bøn – er ofte urolige på Vestbredden.
Men i denne uge er der udbrudt en blodig konflikt mellem Israel og Hamas-bevægelsen i Gaza, og det har også fået sindene i kog på Vestbredden.
Siden mandag har der været daglige sammenstød.
En palæstinensisk sikkerhedskilde siger, at fredagens uroligheder er “de mest intense siden den anden intifada” – det oprør, der brød ud i 2000.
I Gazastriben fortsætter den voldsomme konflikt fredag. Her bomber Israels militær mål i den tætbefolkede enklave, mens militante palæstinensere skyder raketter mod Israel.
Siden mandag har Hamas, Islamisk Jihad og andre væbnede palæstinensiske grupper affyret mindst 1800 raketter mod Israel.
Israels militær har bombet over 600 mål i Gazastriben. Fredag er mindst 13 mennesker dræbt, blandt dem en mor og hendes tre børn, meddeler sundhedsmyndigheder i Gaza.
Siden mandag er mindst 122 mennesker dræbt i Gaza, heriblandt 31 børn og 20 kvinder. 900 andre er såret.
I Israel er otte mennesker dræbt – seks af dem var civile.
/ritzau/AFP











