Væltet lastbil giver lange køer på motorvej nær København

    Motorvejen Motorring 3, der ligger vest for København, er onsdag eftermiddag spærret mellem motorvejskryds Gladsaxe og Buddinge efter et trafikuheld.

    Der er åbent i nødsporet i begge retninger, men motorvejen ventes først helt genåbnet først på aftenen.

    Det fortæller vagtchef Henrik Andreasen fra Københavns Vestegns Politi.

    Uheldet involverer en væltet lastbil. Der er ikke nogle meldinger om personskade.

    – Det er en lastbil, som har et fladt fordæk, som er kørt over midterrabatten, siger vagtchefen.

    En kran skal til stedet for at rejse lastbilen igen.

    Vejdirektoratet melder på Twitter om massive køer og vurderer, at bilister i nærheden kan opleve forsinkelser på op til en time. Det opfordrer til at finde en alternativ rute.

    Beredskab Øst har sendt seks redningskøretøjer til ulykkesstedet – blandt andet en kran.

    /ritzau/