Politiet undersøger forhold: 43-årig fundet død i Horsens

    En 43-årig mand blev onsdag morgen fundet død på en adresse på Langmarksvej i Horsens, oplyser Sydøstjyllands Politi. Anmeldelsen kom omkring klokken 09.00.

    Politiet er til stede sammen med tekniske efterforskere, hundeførere og en retsmediciner og er i gang med at foretage undersøgelser.

    Området har været afspærret siden onsdag morgen, skriver BT.

    På nuværende tidspunkt har politiet ikke flere oplysninger, der kan deles med offentligheden, skriver Sydøstjyllands Politi i en pressemeddelelse om sagen.

    Det er ikke oplyst, hvad årsagen til dødsfaldet menes at være, eller om der er tale om et mistænkeligt dødsfald. Politiet har heller ikke oplyst, hvem der slog alarm og fik politiet til at rykke ud til adressen.