22-årig kvinde er sigtet for drabsforsøg i Esbjerg

    I en sag om et drabsforsøg i Esbjerg i weekenden, bliver en 22-årig kvinde fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Esbjerg onsdag.

    Kvinden er sigtet for drabsforsøg, og anklageren har anmodet om lukkede døre. Det oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi på Twitter.

    Sent lørdag aften blev en 50-årig mand ramt af skud fra et haglgevær nordøst for Esbjerg.

    Episoden blev meldt til politiet lidt efter klokken 23 lørdag aften.

    Manden var ikke i livsfare. Det oplyste vagtchef Ole Aamann fra Syd- og Sønderjyllands Politi til Ritzau i weekenden.

    – Men han er ramt flere steder på kroppen, fordi der er skudt med hagl, fortalte Ole Aamann søndag.

    Tre 18-årige mænd blev søndag aften varetægtsfængslet frem til den 28. maj i sagen.

    De tre mænd nægter sig alle skyldige i drabsforsøg, mens én af mændene erkender, at han havde et skydevåben, hvilket er ulovligt. To af mændene kærede dommerens kendelse om varetægtsfængsling.

    Politiet har ikke omtalt den 22-årige kvinde i forbindelse med sagen tidligere. Det er uvist, hvad hendes rolle i sagen menes at være.

    Skyderiet skete i Kvaglund nordøst for Esbjerg. Politiet oplyste i weekenden, at sagen ikke var banderelateret.

    Det udendørs gerningssted blev søndag formiddag afspærret, mens der blev sikret tekniske spor i sagen. Søndag aften var afspærringen ophævet igen.

    /ritzau/