Speciallæge: Medicin i påstået offer er næppe dødelig


    Den 66-årige kræftpatient Viggo Holm Petersen var døden nær, da han 28. februar 2015 blev indlagt på sygehuset i Nykøbing Falster. Han risikerede at dø inden for få timer.

    Det fortæller en speciallæge i anæstesi mandag i Retten i Nykøbing Falster, hvor han er indkaldt for at vidne i drabssagen mod en 31-årig sygeplejerske.

    Ifølge anklagemyndigheden har den unge kvinde dræbt tre patienter og forsøgt at tage livet af en fjerde med en dødelig dosis af morfin og Stesolid.

    Et af de påståede ofre er netop Viggo Holm Petersen. Men foreholdt mængden af medicin, der blev fundet i den døde patients krop, tvivler speciallægen på den hypotese.

    – Mængden af Stesolid er helt normal. Det morfinmæssige kommer en lille smule bag på mig. Men jeg tror ikke, at vi kommer til en dødelig dosis med det der, siger vidnet.

    Samtidig fortæller han, at det på sygehuset jævnligt sker, at personalet glemmer at notere den medicin, som de giver til patienter. Det kan resultere i overmedicinering.

    Mest udbredt er fænomenet ifølge lægen på akutafdelingen, hvor Viggo Holm Petersen var indlagt.

    – Men de har også meget mere travlt end på andre afdelinger, bemærker speciallægen.

    Af den grund var han heller ikke meget overrasket, da en anden patient, den 73-årige Maggi Rasmussen, senere på samme vagt viste sig at have fået Stesolid, selv om stoffet ikke var ordineret til hende.

    – Jeg reagerer ved at tænke, at akutafdelingen igen ikke havde fået noteret, hvad de gav hende, siger vidnet.

    Maggi Rasmussen overlevede angiveligt kun den dødelige cocktail af medicin ved hjælp af modgift. Mandag eftermiddag er hun indkaldt for at fortælle, hvad hun oplevede i forbindelse med sin indlæggelse på sygehuset.

    Der er afsat hele 32 retsdage til at behandle den usædvanlige drabssag. Dommen ventes i slutningen af juni.

    /ritzau/