Frankrigs parlament har tirsdag godkendt en ny, vidtgående klimalov.
Klimaloven vil forhindre udvidelser af lufthavne, forbyde terrassevarmere og mindske affald fra emballage.
Loven er blevet vedtaget efter i alt mere end 200 timers debat i parlamentariske udvalg og i parlamentet.
De franske lovgivere godkendte loven med 332 stemmer for og 77 imod.
– I stedet for store ord og kæmpe, uopnåelige mål, som kun fører til social modstand, sætter vi effektive tiltag i værk, siger miljøminister Barbara Pompili til parlamentet.
Frankrig sigter efter at mindske udledningen af drivhusgasser med 40 procent inden 2030 sammenlignet med niveauet i 1990. Men miljøaktivister mener, at indsatsen går for langsomt.
I februar fastslog en fransk domstol, at regeringen skal gøre mere for at bekæmpe klimaforandringer.
Miljøorganisationen Greenpeace mener ikke, at den nye klimalov går langt nok.
– Det er en lov, som måske havde været tilstrækkelig for 15 år siden, da klimasituationen var mindre presserende.
– I 2021 vil det her ikke være nok til effektivt at håndtere global opvarmning, udtaler Jean-Francois Julliard, formand for Greenpeace i Frankrig.
/ritzau/Reuters











