Det skal være muligt at tilvælge en coronavaccine fra AstraZeneca eller Johnson & Johnson, som er blevet skrottet fra det generelle vaccinationsprogram på grund af sjældne bivirkninger.
Det blev et politisk flertal mandag enige om.
Der vil blive tale om en frivillig ordning.
Men reelt vil valget ikke nødvendigvis være frit, mener Anne-Marie Gerdes, som er formand for Etisk Råd.
– Der er jo den gulerod, at man kan få et coronapas, hvis man er vaccineret. Så kunne man godt forestille sig, at man kunne være mere forhippet på at vælge vaccinen til og se bort fra bivirkninger og ulemper, siger hun.
Sundhedsstyrelsen har taget vaccinen fra Johnson & Johnson og den fra AstraZeneca ud af det danske vaccinationsprogram, fordi der er risiko for bivirkninger som sjældne, men alvorlige blodpropper.
Bivirkningen er blevet døbt Vitt (Vaccine-induceret Immun Trombose og Trombocytopeni). Sundhedsstyrelsen anslår, at det forekommer ved cirka 1 ud af 40.000 vaccinerede med AstraZeneca-vaccinen.
/ritzau/











