Schweiz slår danske curlingkvinder overbevisende ved VM

    Danmarks curlingkvinder tabte natten til mandag til Schweiz i holdets fjerde VM-kamp med 4-13.

    Efter nederlaget er Danmark på i alt tre nederlag og en sejr, hvilket betyder, at holdet indtager en samlet 11.-plads ved VM i Calgary.

    Landene har dog ikke spillet lige mange kampe.

    Danmark skulle have spillet en kamp mod Tjekkiet tidligere natten til mandag, men den blev udskudt på grund af covid-tilfælde hos tv-produktionen ved VM.

    Det danske hold halsede på scoringstavlen efter Schweiz i løbet af det meste af dysten.

    Danskerne var ganske vist inden syvende ende oppe at bide Schweiz i haserne, da holdet blot var bagud 4-5.

    Men i syvende ende fik Schweiz scoret otte point, hvormed sejren altså blev ganske overbevisende.

    I alt deltager 14 nationer ved VM i den canadiske by Calgary.

    Alle møder alle én gang, og de seks bedste hold går videre i turneringen og kvalificerer sig også direkte til næste års vinter-OL i Beijing.

    Det danske hold består foruden skipper Madeleine Dupont af Denise Dupont, Lina Knudsen, Mathilde Halse og reserven My Larsen.

    /ritzau/