Formodet smuglerbåd kæntrer ud for San Diegos kyst

    Mindst to mennesker er døde, og adskillige andre er kvæstet, efter at en mindre båd kæntrede og brækkede i flere dele ud for San Diegos kyst søndag formiddag lokal tid.

    Myndighederne formoder, at der er tale om et forsøg på menneskesmugling.

    Redningsmandskabet blev alarmeret om ulykken kort før klokken 10.30, efter at parkansatte havde fået øje på nødstedte folk i vandet ud for Cabrillo National Monument på Point Loma-halvøen i San Diego nord for grænsen til Mexico.

    Det lykkedes livreddere at bjærge 25 personer fra vandet, hvoraf fem er i kritisk tilstand.

    Det fortæller Jose Ysea, der er talsmand fra brandvæsenet i San Diego.

    To mennesker er døde, mens 23 andre, som har pådraget sig “forskellige grader af kvæstelser”, er bragt til lokale hospitaler.

    – Det er meget usikkert derude, og bølgerne ser ud til at være meget voldsomme, selv om de ikke er så høje, siger Jose Ysea.

    Han tilføjer, at bølgerne er store nok til at kaste en båd ind i klipperne.

    De indledende undersøgelser peger på, at de mange mennesker er sejlet i en åben jolle. Den type båd bruges ofte til at smugle mennesker ulovligt ind i USA fra Mexico.

    Jose Ysea fortæller, at da han ankom til stedet nær nationalmonumentet, kunne han se vragdele fra den lille båd i vandet.

    Ifølge Jeffery Stephenson, der arbejder for de amerikanske grænsemyndigheder, blev adskillige både fra kystvagten sendt til området for at lede efter ofre.

    /ritzau/dpa