Fagforeningen Djøf vil have skrevet offentligt ansatte ind i regeringens genåbningsplan. Det skriver Djøf i et åbent brev til flere af regeringens ministre.
De offentligt ansatte, hvoraf flere end 29.000 er medlemmer hos Djøf, er kun delvist nævnt i regeringens rammeaftale for genåbningen af Danmark.
Ifølge aftalen skal sundhedsmyndighederne overveje, om der den 6. maj kan lempes på anbefalingerne om hjemmearbejde.
– Vi opfordrer til, at der i den forbindelse lægges en klar plan for, hvordan og hvornår de offentligt ansatte, der er sendt hjem fra arbejdspladserne, forventes at kunne vende tilbage, skriver fagforeningen.
Brevet er adresseret til tre ministre: skatteminister Morten Bødskov (S), justitsminister Nick Hækkerup (S) og sundhedsminister Magnus Heunicke (S).
/ritzau/











