Flere personer begravet i sneskred i det nordlige Norge

    Et ukendt antal personer er blevet revet med eller begravet under et sneskred på Sofiatinden i Lyngen i Troms i det nordlige Norge. To personer er fundet. En luftambulance er på stedet.

    Det skriver NTB og avisen VG.

    Norsk politi skriver på Twitter, at en eftersøgning er i gang.

    – Foreløbig er to personer fundet i skredet. Deres tilstand er ukendt. Eftersøgningen fortsætter, hedder det.

    Operationsleder Karl Erik Thomassen ved Troms politidistrikt siger til VG, at det var personer, som var på tur i området, som anmeldte ulykken.

    – De havde set personer, som gik foran dem, og da skredet kom, antog de, at personerne foran blev taget af det, siger operationslederen.

    Røde Kors oplyser til VG, at syv frivillige deltager i redningsarbejdet. Nødhjælpsorganisationen er parat til at sende flere redningsarbejdere.

    Tre helikoptere, fem snescootere, politifolk og redningsleder er på stedet eller på vej til det. Det skriver VG.

    – Tre lavinehunde er også på stedet, siger Stig Mebust fra Norske Redningshunder.

    Sneskreddet skete i et populært turområde. Der er fint vejr i området.

    /ritzau/