It-koks giver lang ventetid hos lyntestudbyder i Hovedstaden

    Der er opstået it-problemer hos Copenhagen Medical, som har opgaven med lyntest i Region Hovedstaden.

    Det betyder, at alle test skal registreres manuelt, og der kan derfor opstå ventetid og kødannelse. Det fortæller Trine Baadsgaard, presseansvarlig hos Copenhagen Medical.

    – Hvis man først skal bruge sin test lørdag eller søndag, så anbefaler vi, at man venter, til vores systemer kører igen, lyder det.

    Det er muligt at modtage en sms med svaret, men der kan gå lang tid.

    Derfor opfordres borgerne til at vente i testteltet og få et fysisk bevis, hvis svaret skal bruges i løbet af aftenen.

    – Man kan godt få et bevis, men det kræver, at man venter dernede. Normalt kan man gå, og så får man en sms med svaret, men da it-systemet er nede, må man vente i teltet, siger Trine Baadsgaard.

    Hun opfordrer til at følge med på udbyderens hjemmeside, som opdateres cirka hvert 10. minut.

    Her kan man se de estimerede tidshorisonter for kødannelse på de 42 teststeder i regionen.

    Det vil også fremgå af hjemmesiden, når it-problemerne er løst. Det vides endnu ikke, om det sker fredag, oplyser Trine Baadsgaard.

    Fredag aften omkring klokken 18.30 er den estimerede ventetid på over 30 minutter ved alle 42 teststeder – undtagen ved Frederiksberg Rådhus samt Domen i Allinge og Svaneke Hallen på Bornholm.

    /ritzau/