Statsadvokaten for særlig økonomisk og international kriminalitet (Søik), også kendt som Bagmandspolitiet, har frafaldet sigtelser for overtrædelse af lovgivning om hvidvask mod tre tidligere topchefer i Danske Bank.
Det drejer sig om Thomas Borgen, Henrik Ramlau-Hansen og Lars Stensgaard Mørch.
Det bekræfter de alle tre over for Børsen.
Den historiske sag handler om hvidvask for milliarder i bankens estiske filial. Sagen har været efterforsket længe af Bagmandspolitiet, og i 2019 blev der rejst sigtelser. De pågældende personer var sigtet i mere end halvandet år.
I januar oplyste fungerede statsadvokat i Søik, Per Fiig, at Søik havde droppet sigtelserne mod seks Danske Bank-chefer.
Ifølge Berlingske var Borgen, Ramlau-Hansen og Mørch fortsat sigtede i sagen. Men sigtelserne mod dem falder altså også nu.
/ritzau/











