Da Joe Biden natten til torsdag dansk tid kunne gøre status over sine første 100 dage i spidsen for USA, var han en selvtilfreds mand.
Ifølge Anders Agner, chefredaktør fra netmediet kongressen.com, har Bidens første 100 dage da også været meget vellykkede.
– Især to ting er tydelige succeser. Han har fået styr på corona og gang i økonomien, så arbejdsløsheden falder.
– Så det er en stærk, stærk start. Det var derfor en selvtilfreds Biden, som kunne tale foran amerikanerne, vurderer han.
Blandt andet havde Joe Biden lovet, at der ville være givet 100 millioner vaccinestik inden for de første 100 dage.
USA har dog haft så meget fart på vaccinationerne, at facit nåede at blive mere end det dobbelte.
Biden understregede i sin første tale til Kongressen, der blev afholdt natten til torsdag dansk tid, at USA er tilbage på sporet.
– Vi omdanner trusler til muligheder, en krise til muligheder og modgang til styrke, sagde præsidenten i talen.
/ritzau/











