DI: Bidens politik om at købe amerikansk rammer Danmark

    Joe Biden har fra mange sider fået ros for sine første 100 dage som præsident på grund af USA’s indsats i forhold til corona og klima.

    Men for danske virksomheder er han langtfra nogen frelser.

    Sådan lyder det fra interesseorganisationen Dansk Industris chef i USA, Louis Funder, som er imod Bidens budskab om, at amerikanere først og fremmest skal købe amerikansk.

    – Det kan jeg ikke lide, fordi i Danmark er vi en lille økonomi, og danske virksomheder er afhængige af, at de kan sælge deres produkter i udlandet, siger han.

    I en tale, der blev holdt onsdag aften lokal tid, markerede Biden, at han torsdag har siddet i præsidentembedet i 100 dage.

    Heri lød det blandt andet, at “USA er tilbage på sporet”, og det skal ske på en måde, hvor USA har førsteprioritet økonomisk.

    – Amerikanske skattepenge skal bruges til at købe amerikanske produkter, som er lavet i USA og skaber amerikanske job, sagde Biden ifølge ABC News i talen.

    Den besked er ifølge DI-chefen Louis Funder imidlertid en ærgerlig videreførelse af tidligere præsident Donald Trumps budskaber på samme område.

    – Intentionerne i Buy American-budskabet kan selvfølgelig være sympatiske i forhold til et amerikansk publikum. Men det har en slagside, når man er en dansk virksomhed, som gerne vil sælge sine produkter i USA og byde ind på opgaver dér, siger Louis Funder.

    /ritzau/