Biden i første tale i Kongressen: USA er tilbage på benene

    Præsident Joe Biden siger i sin første tale til Kongressen, at USA igen er på benene, og at amerikanernes tro på demokratiet er blevet genskabt.

    Talen, der bliver holdt onsdag aften lokal tid, markerer, at Biden torsdag har siddet i præsidentembedet i 100 dage.

    – Efter bare 100 dage kan jeg melde til nationen: Amerika er tilbage på benene. Vi omdanner trusler til muligheder, en krise til muligheder og modgang til styrke, siger Joe Biden i talen.

    Talen bliver holdt i Repræsentanternes Hus for en udvalgt skare af republikanere og demokrater. På grund af coronarestriktionerne deltager færre end sædvanligt, og deltagerne bærer desuden mundbind.

    Den 78-årige præsident siger, at den nye skattepakke, coronahjælpepakken og infrastrukturplanen på flere milliarder dollar er investeringer, som er afgørende for USA’s fremtid.

    – I aften kommer jeg for at tale om krise – og om muligheder. Om at genopbygge vores land og genoplive vores demokrati. Og vinde USA’s fremtid, siger Biden.

    /ritzau/Reuters