Finansministeriets tal viser nye penge til skattelettelser


    Nye beregninger viser, at det såkaldte økonomiske råderum indeholder flere milliarder kroner på den anden side af 2020 end hidtil antaget, skriver Berlingske lørdag.

    Det kan vise sig særdeles interessant, påpeger økonomer, da statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) har besluttet, at efterårets skatteforhandlinger skal tage udgangspunkt i en ny 2025-plan fra regeringen.

    Det er beregninger fra den liberale tænketank Cepos på baggrund af tal fra Finansministeriet, der afslører ekstra tre milliarder kroner i perioden 2021-2025.

    Dermed bliver det økonomiske råderum samlet på 41 milliarder kroner frem mod 2025.

    – Nogle vil kalde det en marginal opjustering, men jeg vil sige, at tre nye milliarder altså er mange penge, siger cheføkonom Mads Lundby Hansen fra Cepos til Berlingske.

    – Hjort har tidligere indikeret, at råderummet skal deles ligeligt mellem skattelettelser og velfærdsudgifter. Det vil i givet fald med disse beregninger efterlade 20,5 milliarder kroner til lavere skat, og for det beløb kan man lave den største skattereform herhjemme siden 1987, siger Mads Lundby Hansen.

    Hos Liberal Alliance er formand Anders Samuelsen begejstret.

    – Tallene øger jo unægteligt optimismen i forhold til efterårets forhandlinger. Hvis man så supplerer det med yderligere effektiviseringer og opstramninger, så peger det alt sammen i den samme retning.

    – Jeg tror under alle omstændigheder, man skal arbejde med en model, hvor skattelettelser bliver indfaset over flere år, siger LA-lederen til Berlingske.

    Dansk Folkepartis finansordfører, René Christensen, peger dog på, at udgifter til at håndtere flygtningestrømmen formentlig vil lægge beslag på størsteparten af de ekstra penge:

    – Vi kan se, at vi ikke bruger flere penge på sygehuse og de ældre, men bruger dem på ikkevestlig indvandring. Det kan godt være, det går op i et regneark, men det skal også hænge samme i virkeligheden, siger han.

    /ritzau/