Fodboldspilleren Michael Krohn-Dehli kommer sandsynligvis ikke på banen mere i år.
Den uheldige Sevilla-spiller blev torsdag aften alvorligt knæskadet, da hans klub spillede 2-2 ude mod Shakhtar Donetsk i den første af to semifinalekampe i Europa League.
Sevilla meddeler på klubbens hjemmeside, at den danske offensivspiller forventes at være ude i syv til otte måneder på grund af skaden.
Michael Krohn-Dehli blev skiftet ind efter en times spil i kampen mod Shakhtar Donetsk, men cirka ti minutter senere kom han galt af sted i et solouheld.
Michael Krohn-Dehli blev derefter kørt fra banen med stærke smerter.
Danskeren blev senere fløjet til Spanien, hvor han fredag klokken 13.30 blev opereret.
I første omgang går han glip af resten af Sevillas kampe i denne sæson, herunder klubbens forsøg på at vinde Europa League for tredje år i træk.
Sevilla ligger aktuelt nummer syv i den spanske liga med tre runder tilbage at spille.
Dernæst kommer han også til at se kampene i efterårssæsonen fra tribunen, med mindre han når at blive klar i december, som skadesprognosen åbner op for.
Den 32-årige dansker kom til Sevilla fra Celta før denne sæson, og han havde frem til sin skade markeret sig godt på holdet i sæsonen.
Ud over kampene med Sevilla er Michael Krohn-Dehli også uaktuel til resten af Danmarks kampe i år, herunder kampene i den kommende VM-kvalifikation, der begynder i efteråret.
Her spiller Danmark fire kampe, på hjemmebane mod Armenien, Montenegro og Kasakhstan samt ude mod Polen.
/ritzau/