Fem drab på medarbejdere på fire år, problemer med stofmisbrug og en hverdag præget af vold og trusler på landets socialpsykiatriske bosteder får nu Danske Regioner til at reagere.
De foreslår, at man opretter en ny type institution til de psykisk syge borgere, der på grund af deres sygdom, misbrug og voldelige adfærd ikke kan være på bostederne.
Det skriver Politiken.
Psykisk syge bliver i dag behandlet på psykiatriske hospitaler og overført til enten egen bolig eller socialpsykiatriske bosteder, når de vurderes klar til det. Problemet er, at personalet på bostederne i mange tilfælde mangler værktøjer til at håndtere de mest syge.
Den nye type institution skal aflaste bostederne ved at være en institution mellem det psykiatriske hospital, hvor de psykisk syge behandles, og bostedet, hvor de har egen bolig og støttes i hverdagen.
– Adskillige hundrede har brug for en mere håndfast tilgang, ellers bliver de holdt fast i deres misbrug, og så kommer de ingen steder.
– Vi er nødt til at introducere det lille ord, som ingen danskere bryder sig om: Tvang, siger formanden for Danske Regioner, Bent Hansen (S), til Politiken.
For en måned siden endte det tragisk, da en 57-årig social- og sundhedsassistent blev dræbt af en psykotisk og amfetaminhøj beboer på Bocenter Lindegården ved Roskilde. Ifølge personalet er der mellem 10 og 12 beboere her, som reelt er for syge til at være der.
Og gruppen af meget psykisk syge beboere på Lindegården vil være en oplagt målgruppe, siger Kirsten Devantier (V), regionsrådsmedlem og formand for udvalget for psykiatri og socialområdet i Region Sjælland, til Politiken.
– Der er kommet et gab mellem psykiatrien og bostederne, og vi har længe talt om behovet for den her type mellemstation.
I forslaget lægger Danske Regioner op til, at psykisk syge højst skal opholde sig på den nye institution i tre år, inden de skal videre til et socialpsykiatrisk botilbud.
Sundhedsminister Sophie Løhde (V) har forståelse for, at der skal findes en løsning.
– Vi kan alle være enige om, at det skal være sikkert at gå på arbejde for de sundhedspersoner, der arbejder med mennesker, som har psykiske lidelser, skriver hun i en skriftlig kommentar til Politiken.
/ritzau/