Arkivfoto
HILLERØD: Børn blev brugt af banderelaterede gerningsmænd til at begå villaindbrud i Hillerød, to bandemedlemmer kendt skyldige.
To mænd på 21 og 23 år med relationer til bandemiljøet i Hillerød blev den 25. april idømt 8 måneders fængsel for bl.a. at have sendt tre børn på 13, 14 og 16 år ind i en villa for at begå indbrud.
”Det her er efter min mening en særlig og alvorlig sag, fordi kriminelle har brugt og udnyttet børn til at begå indbrud” udtaler anklagerfuldmægtig David Jarlbæk Homann.
Sagen begyndte den 23. januar, da et vagtselskab i aftentimerne alarmerede Nordsjællands Politi om, at nogle tyve var i gang med at bryde ind i en villa i Hillerød.
Politiet rykkede hurtigt ud i området, og der pågreb de en gruppe formodede indbrudstyve tæt på gerningsstedet. Det var imidlertid ikke en sædvanlig gruppe indbrudstyve, der havde været på spil, da det hurtigt viste sig, at gruppen – foruden to kendte og banderelaterede kriminelle – bestod af tre børn på 13, 14 og 16 år, som havde fået besked på at stjæle smykker, kontanter, iPads og andre ting af værdi.
De to banderelaterede gerningsmænd blev derefter varetægtsfængslet indtil den 25. april, hvor der faldt dom i sagen, og hvor de blev dømt for denne noget usædvanlige og alvorlige form for kriminalitet. Derudover blev den 16-årige medgerningsmand også dømt, da han i modsætning til de andre børn var over den kriminelle lavalder på 15 år.
De to banderelaterede mænd, som efter anklagemyndighedens opfattelse er bagmændene til indbruddet, har hele tiden nægtet sig skyldige, og de ankede også med det samme dommen til Østre Landsret, som foruden indbruddet også skal tage stilling til en række mindre alvorlige forhold om færdsels-, våben-, og narkotikakriminalitet.