Verden runder tre millioner døde med covid-19

    Antallet af døde med covid-19 verden over runder tre millioner ifølge Johns Hopkins University i USA.

    Det høje antal døde afspejler, at der fortsat mange steder i verden er store problemer med at dæmme op for pandemien.

    Det gælder i lande som Brasilien, Indien og Frankrig.

    Johns Hopkins University indsamler minutiøst oplysninger om smittede og døde med covid-19. Opgørelsen bruges af mange medier verden over som den mest nøjagtige gengivelse af, hvordan pandemien udvikler sig.

    Der har ellers været sat store forhåbninger til, at nye udviklede vacciner mod covid-19 ville sætte en bremse på sygdommen.

    Men foreløbig er det kun Israel, der har været i stand til at gennemføre massevaccinationer. Det har betydet en voldsom opbremsning af nye smittede.

    Langt over halvdelen af israelerne er på dette tidspunkt blevet vaccineret. Landet nærmer sig det, som lægerne omtaler som flokimmunitet.

    Antallet af døde kan være højere, fordi ikke alle lande har sundhedssystemer, der er i stand til at registrere døde med covid-19.

    /ritzau/