Politiet afblæser evakuering af nordjysk skole efter bombetrussel


    Både elever og personale blev evakueret fra Gl. Hasseris Skole i Aalborg, efter at politiet klokken 13:25 fik indleveret en bombetrussel på en seddel. Det oplyser Nordjyllands Politi i en pressemeddelelse.

    Sedlen med bombetruslen er ifølge Nordjyske.dk blevet fundet af to piger på skolen. Skolen selv oplyser på sin Facebook-profil, at sedlen er fundet i skolegården.

    Efter at have gennemsøgt skolen uden at finde noget mistænkeligt har politiet klokken 16:45 afblæst evakueringen.

    Politiet tog truslen alvorligt og sendte patruljer og en indsatsleder til skolen, hvor hunde og betjente gennemgik skolen for eksplosiver, mens en efterforskning af, hvem der har lagt sedlen, blev påbegyndt.

    Den efterforskning har vist, at der ikke tale om en reel trussel, og den betragtes nu af politiet som afblæst. Sedlen er ifølge Nordjyllands Politi udfærdiget i forbindelse med noget skolearbejde.

    – I sådan en situation tager vi ingen chancer. Vi tager det alvorligt. Vi evakuerer, og vi gennemgår skolen for at være helt sikre på, at der ikke er alvor bag truslen, siger vicepolitiinspektør Ole Juul Schmidt, der leder politiets operative indsats på skolen.

    Nordjyllands Politi oplyser, at alle evakuerede befinder sig i KFUM-hallen på adressen Under Lien, og det er på denne adresse, at forældrene skal indfinde sig for at hente deres børn.

    I aften vil skolen afholde et informationsmøde for forældre, der ønsker at vide mere om dagens forløb. Der vil være repræsentanter fra Nordjyllands Politi, skolens ledelse og Pædagogisk Psykologisk Rådgivning til stede.

    Skolen forventer at være åben igen torsdag.

    /ritzau/