Venstre-regeringen har indgået en aftale med Dansk Folkeparti, Liberal Alliance, De Konservative, Socialdemokraterne, SF og De Radikale om kriterierne for den såkaldte bredbåndspulje.
Der afsættes i alt 200 millioner kroner til puljen, hvis mål er at sikre bedre dækning, oplyser Energi-, Forsynings- og Klimaministeriet i en pressemeddelelse.
– Den digitale infrastruktur er afgørende for, at danskerne kan bo og drive virksomhed over hele landet. Bredbåndspuljen er målrettet de områder, hvor markedet ikke kan klare det alene, siger energi-, forsynings- og klimaminister Lars Christian Lilleholt (V).
Aftalen betyder, at lokale sammenslutninger af borgere og kommuner kan søge om tilskud fra puljen.
Ministeren regner med, at op mod 25.000 husstande kan få gavn af puljen.
– Det er vigtigt for vækst og udvikling i hele Danmark, at vi nu kan give en håndsrækning til de områder, hvor dækningen er meget dårlig.
– Med de kriterier, der er enighed om, sikrer vi, at pengene bliver brugt til fremtidssikrede løsninger for dem, der i dag har dårlig dækning.
– Jeg forventer, at mellem 4000 og 25.000 boliger, virksomheder eller sommerhuse kan få hjælp fra puljen, og vi åbner for ansøgninger til sommer, så man kan godt gå i gang med at forberede sig allerede nu, siger Lars Christian Lilleholt.
I 2016 er der afsat 80 millioner kroner, mens der i 2017-2019 er afsat 40 millioner kroner hvert år.
Puljen er en forsøgsordning. Efter de første to år evalueres det, om puljen har den ønskede effekt. Herefter besluttes det, om puljen skal fortsætte.
/ritzau/