Iran har tirsdag budt det velkommen, at USA har udsendt signaler om, at amerikanske sanktioner mod Teheran vil blive ophævet, hvis iranerne vender tilbage til atomaftalen fra 2015.
– Vi finder udspillet fra USA realistisk og lovende. Det kan blive starten på en genoprettelse af den dårlige proces, som førte diplomatiet ind i en blindgyde, siger en talsmand for den iranske regering Ali Rabiei.
Iran har løbende brudt de begrænsninger, som aftalen fastlægger for landets atomprogram, efter at amerikanerne trak sig ud og genindførte økonomiske sanktioner, som undergravede fremskridt i den iranske økonomi.
Iran har tidligere afvist forhandlinger med amerikanerne, og fra iransk side er der ikke forventninger om noget hurtigt gennembrud.
– Vi er hverken optimistiske eller pessimistiske om udfaldet af disse drøftelser, som kommer nu, men vi er sikre på, at dette er den rigtige vej fremad. Hvis USA’s vilje, motivation og ærlighed viser sig at være sand, så er det et godt tegn for denne aftale og dens kommende fulde implementering, siger den iranske regeringstalsmand.
Amerikanske og iranske delegationer indleder tirsdag indirekte forhandlinger om aftalen. Det sker i Wien, hvor aftalen oprindeligt blev indgået i 2015. Embedsmænd fra Storbritannien, Frankrig og Tyskland ventes at deltage som mæglere. Også repræsentanter for Rusland og Kina, der er med i aftalen, vil være til stede.
En vestlig diplomat siger til Reuters, at en form for penduldiplomati vil blive taget i anvendelse. Frankrig kommer til at spille rollen som leder af de diplomatiske bestræbelser.
Irans øverste leder, ayatollah Ali Khamenei, som har det sidste ord at skulle have sagt i Teheran, har erklæret sin modstand mod en gradvis lempelse af sanktionerne mod Iran.
/ritzau/Reuters











