En dreng på 16 år skal tirsdag stå over for en dommer i Retten i Odense, hvor en anklager ventes at kræve drengen varetægtsfængslet.
I retten vil den 16-årige blive konfronteret med en sigtelse om at have stukket en 17-årig dreng med en kniv på gaden i Odense mandag eftermiddag.
Det fortæller politikommissær Ulrik Lorenzen fra Fyns Politi.
– Det drejer sig om noget skænderi på nettet, som har givet anledning til det her, siger han og tilføjer:
– Der er faldet nogle ord, som gerningsmanden åbenbart ikke har været tilfreds med.
Den 16-årige erkender at have været på stedet, men det står ikke klart, om han også vil erkende at have stukket den anden dreng.
Politiet fik mandag klokken 17.23 anmeldelsen om knivstikkeriet, der fandt sted på Skovsbovænget i Odense.
Det 17-årige offer blev efterfølgende bragt til Odense Universitetshospital, og han er uden for livsfare.
Efter knivstikkeriet stak gerningsmanden af, og den 16-årige dreng blev anholdt på gaden halvanden time senere.
/ritzau/











