USA’s højesteret har afsagt kendelse til fordel for Google i en strid om selskabets brug af software fra Oracle.
Det skriver nyhedsbureauet Reuters.
Seks af de otte dommere mener, at Google ikke overtrådte den amerikanske lovgivning om ophavsret, da selskabet anvendte Oracles Java-software under udviklingen af styresystemet Android uden at betale for det.
Med mandagens kendelse i højesteretten slipper Google for at skulle aflevere milliarder af dollar i erstatning til Oracle.
Desuden bliver en tidligere kendelse ved en lavere retsinstans, som gav Oracle medhold, sløjfet.
Google købte styresystemet Android i 2005 og lancerede det nogle år senere efter at have videreudviklet det. Android er det mest anvendte styresystem i mobiltelefoner efterfulgt af Apples iOS.
Retstvisten mellem de to it-giganter fra Californien har stået på siden 2010. Oracle beskyldte Google for at have plagieret Java-software ved at kopiere dele af strukturen og formatet i softwaren.
/ritzau/











