Somalia ramt af bombe og angreb på militærbase på samme dag

    Lørdag aften er omkring ti mennesker blevet dræbt i et angreb foretaget af en selvmordsbomber i Somalias hovedstad, Mogadishu.

    Angrebet ramte nogle interimistiske boder, som var sat op i hovedstaden. Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

    Det fandt sted, samme dag som islamister fra gruppen al-Shabaab ramte to militærbaser i særdeles blodige angreb.

    – En selvmordsbomber sprængte sig selv i luften under nogle træer, hvor stakkels mødre solgte te, mælk og khat, siger Ismail Mukhtar Omar, som er talsmand for indenrigsministeriet, til Reuters.

    Al-Shabaab har ikke umiddelbart udtalt sig om selvmordsbomben.

    Tidligere på dagen påtog gruppen sig skylden for angreb på de to militærbaser Bariire og Awdhigle.

    I angrebene var der dødsfald både hos hæren og al-Shabaab, men det er lørdag aften under kontrol, oplyser hæren.

    – Hæren dræbte 76 angrebsmænd og har taget ti yderligere til fange i kampene, siger Mohamed Tahlil Bihi, som er chef i en del af Somalias militær, ifølge nyhedsbureauet AFP.

    Han oplyser dog ikke, hvor mange der blev dræbt hos de somaliske styrker.

    Al-Shabaab har bånd til netværket al-Qaeda. Gruppen har mange gange tidligere stået bag bombeangreb i sin kamp mod Somalias regering.

    Den militante, sunni-islamistiske bevægelse i Somalia blev dannet i 2006 på resterne af gruppen De Islamiske Domstole. Den har som målsætning at indføre sharialovgivning.

    Lørdagens angreb sker, mens der er forhøjet alarmtilstand i landet, da mange frygter, at al-Shabaab vil forsøge at markere sig efter et fejlslagent forsøg på at holde præsident- og parlamentsvalg i landet i februar.

    Somalia, som ligger på Afrikas Horn, har været splittet af konflikter og kaos siden 1991, da krigsherrer fra forskellige klaner styrtede en autoritær leder.

    /ritzau/