Danmark indkasserer nyt nederlag ved VM i curling

    Det danske curlinglandshold for herrer har fået en skidt start på VM, der i år afholdes i Calgary i Canada.

    Natten til lørdag mødte det danske hold Skotland, der vandt 7-2.

    Femte ende blev afgørende.

    Danmark havde udlignet til 2-2 efter fjerde ende, men Skotland overtog igen kontrollen med kampen ved at bringe sig foran med 6-2 i den efterfølgende ende.

    I åbningskampen fredag tabte Danmark knebent 6-7 til Norge, som natten til lørdag også vandt sin anden kamp. Denne gang med 7-4 mod Holland.

    I alt 14 lande deltager ved VM-turneringen. Alle møder alle, og til sidst går de fire bedste hold videre til et afsluttende medaljeslutspil.

    De seks bedste nationer belønnes desuden med en plads ved næste års vinter-OL i Beijing.

    /ritzau/