Storalarm ved Kongressen efter at bil kørte ind i afspærring

    Kongresbygningen i Washington og de omkringliggende gader er fredag aften dansk tid lukket ned på grund af en sikkerhedstrussel.

    Kongressens eget politi skriver på Twitter, at de er rykket ud til en melding om, at en bil er kørt ind i to politibetjente ved kongresbygningen. En person er anholdt, skriver politiet på Twitter.

    Både den anholdte og de to kvæstede betjente er bragt til et hospital, fremgår det af meddelelsen.

    Politiet er massivt til stede, og en helikopter er landet ved bygningen, skriver en journalist fra NBC News på Twitter.

    Folk er blevet bedt om at holde sig inden døre og søge i dækning, skriver flere på Twitter.

    Det er ikke umiddelbart klart, hvad der har fået politiet til at lukke ned, men nyhedsbureauet AP skriver, at der er meldt om skyderi i området.

    Sikkerheden omkring Kongressen har generelt været skærpet, siden tilhængere af tidligere præsident Donald Trump stormede bygningen den 6. januar.

    /ritzau/