Fodboldspilleren Kasper Junker forlader norske Bodø/Glimt.
Han skifter til den japanske klub Urawa Red Diamonds, meddeler nordmændene på deres hjemmeside.
Urawa Red Diamonds bekræfter også handlen.
Den danske angriber blev topscorer i Eliteserien i Norge i den forgangne sæson og har ønsket at skifte væk fra klubben.
Tidligere på ugen forlod han holdets træningslejr i Spanien, fordi han var utilfreds med sin situation.
Bodø/Glimt havde afvist flere tilbud fra bejlere, hvilket ikke faldt i god jord hos Junker. Efterfølgende kaldte Bodø/Glimt det for “ikke acceptabelt”, at Junker havde forladt træningslejren.
Klubben skrev desuden, at det ikke længere var aktuelt at sælge Junker, fordi det norske transfervindue snart udløber. Men klubben er tilsyneladende kommet på andre tanker.
– De, der kender mig, ved, at jeg har haft et stort ønske om at prøve mig af i Asien og særligt i Japan. Urawa er en stor klub og et godt skridt for mig. Jeg bliver udfordret, kommer ud af min komfortzone og udvikler mig endnu mere, siger danskeren til Bodø/Glimts hjemmeside.
27-årige Kasper Junker fik sit helt store gennembrud, da han som topscorer var med til at føre holdet til et suverænt norsk mesterskab i fjor.
På trods af en turbulent afsked med Bodø/Glimt ser han tilbage på en god tid.
– Når alt kommer på afstand, kan vi alle sammen se tilbage på det fantastiske år, vi havde. Jeg og holdet var med til at skrive historie. Det er det, der betyder noget, siger Junker.
Kasper Junker forlod AC Horsens i januar 2020 for at skifte til Bodø/Glimt. Forinden havde han været på leje i Stabæk.
Junker har tidligere i karrieren repræsenteret klubberne Randers FC, FC Fredericia og AGF.
/ritzau/











