Norge vil forlænge pausen i brugen af vaccinen fra AstraZeneca, oplyser kilder til norsk TV2.
Det vil være den besked, som vil blive givet, når den norske sundhedsstyrelse (FHI) klokken 12 holder pressemøde.
I så fald følger Norge Danmarks eksempel.
Torsdag meddelte den danske sundhedsstyrelse, at man suspenderer brugen af AstraZeneca i yderligere tre uger for at få mere tid til at afgøre, om der er en sammenhæng mellem vaccinen og nogle få tilfælde, hvor folk, der er vaccineret med AstraZeneca, er blevet ramt af blodpropper.
Mistænkelige dødsfald undersøges i både Norge og Danmark.
TV2 oplyser ikke, hvor længe den norske pause med vaccinen vil vare.
– Vi har tiltro til, at Legemiddelverket og FHI vil gøre sig kloge vurderinger om dette. Hvis man behøver mere tid til at afklare årsagssammenhænge, så er det fornuftigt at bruge tid på det, siger den assisterende sundhedsdirektør i Norge Espen Rostrup Nakstad.
Han er af TV2 blevet bedt om en kommentar til oplysninger, som tv-stationen bringer med henvisning til kilder, der ikke beskrives nærmere.
/ritzau/











