Først et skridt tilbage og så to frem.
Sådan kan 2020 beskrives for selskabet VKR Holding, der blandt andet står bag ovenlysproducenten Velux og en række andre selskaber.
I første halvdel af sidste år var koncernen ramt af coronaudbruddet og havde tilbagegang i omsætningen, men siden blev udviklingen vendt.
Resultatet for året er, at omsætningen er steget med omkring fem procent til 22,6 milliarder kroner.
Samtidig er overskuddet øget med lidt over 600 millioner til 3,7 milliarder kroner. Det er det højeste resultat nogensinde.
– Det har været et år præget af usikkerhed i første halvår, som i løbet af sommeren og resten af året blev afløst af en høj efterspørgsel efter vores produkter, siger administrerende direktør Mads Kann-Rasmussen i en kommentar til regnskabet.
– Vores forretningsområder har været hurtige til at tilpasse sig de ændrede vilkår i løbet af året, så samlet set nåede vi under de specielle vilkår et særdeles tilfredsstillende resultat, siger han.
Ud over Velux ejer VKR Holding blandt andet selskaber Velfac og Rationel, der også gør sig inden for vinduer.
/ritzau/











