Navalnyjs tilstand er stabil og ok siger fængselsvæsen

    Den fængslede russiske oppositionsleder Aleksej Navalnyjs tilstand er stabil og tilfredsstillende. Sådan lyder det torsdag fra Ruslands fængselsvæsen.

    Navalnyjs advokater fortalte onsdag, at det går ham skidt i det berygtede fængsel, hvor han afsoner en flere år lang straf.

    Han har smerter i ryggen og er følelsesløs i det ene ben, oplyste de.

    Ifølge fængselsvæsnet blev Navalnyj undersøgt onsdag af læger, og “ifølge resultaterne af deres undersøgelser, så er hans sundhedstilstand stabil og tilfredsstillende”.

    – Nu er vi virkelig bekymret. Ikke engang det føderale fængselsvæsen kan kalde hans tilstand god, skriver Navalnyjs anti-korruptionsfond på Twitter.

    Navalnyjs advokater siger, at de har fået afslag på at besøge den fængslede politiker.

    Navalnyj regnes som præsident Vladimir Putins nærmeste rival. Han blev sidste år forsøgt slået ihjel med nervegiften Novitjok. Det var under en rejse i Sibirien.

    Det undersøgende medie Bellingcat og flere andre internationale medier har udpeget de folk, der forsøgte at slå ham ihjel. Det var agenter for en russisk efterretningstjeneste.

    Navalnyj blev behandlet i den tyske hovedstad, Berlin, for sine livstruende skader. I januar vendte han tilbage til Rusland, hvor han blev anholdt i lufthavnen. Kort efter idømtes han to et halvt års fængsel.

    Han afsoner i et berygtet fængsel uden for Moskva.

    Navalnyjs tilhængere vil i denne uge sætte en kampagne i gang med krav om hans løsladelse. De har bebudet “det moderne Ruslands største protester” hen over foråret.

    Ifølge hans advokater, er den eneste hjælp, den 44-årige har fået i fængslet, nogle håndkøbspiller mod smerter.

    – Det har været hans eneste behandling, sagde advokaten Olga Mikhailova onsdag.

    – Jeg ved ikke, hvad der er galt med ham, men han har brug for at blive tilset af en ordentlig læge.

    /ritzau/Reuters