Mindst to personer er mandag morgen lokal tid blevet dræbt i en skudveksling i nærheden af en skole i den franske by Grenoble.
En mand død på stedet, mens en anden døde umiddelbart efter af sine kvæstelser, skriver det franske medie Le Figaro.
En tredje person er angiveligt blevet alvorligt såret. Han skulle dog være uden for livsfare, fortæller kilder tæt på efterforskningen.
Ifølge Le Figaro fandt skudvekslingen sted på et fortov uden for en skole i distriktet Teisseire.
Der er endnu ingen meldinger om baggrunden for skyderiet.
I september sidste år blev en 22-årig mand skudt og dræbt i samme område efter en række sammenstød mellem to rivaliserende bander. En mistænkt i sagen er senere blevet tiltalt for drabet på den 22-årige.
/ritzau/