Arkivfoto
NÆSTVED: Tre mænd anholdt fredag for usædvanlig dårlig opførsel overfor politiet, det fortæller Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi i døgnrapporten.
Stemningen var tilsyneladende lidt vel høj natten til fredag på Ramsherred i Næstved, hvor tre mænd kort efter hinanden blev sigtet efter ordensbekendtgørelsen.
Kl. 01.35 talte en 19-årig mand fra Næstved temmelig grimt til to patruljerende betjente, han blev anholdt og sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen, men det afskrækkede ikke nogle af de øvrige personer på stedet.
Kl. 01.49 var der en 69-årig mand fra Næstved, der havde set sig gal på patruljevognen, som fik et ordentlig slag. Han fik så også at vide hvad klokken var, hvorefter håndjernene klappede med en sigtelse for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen.
En temmelig beruset 16-årig dreng fra Fensmark mente at politiet var ude på et skråplan, og blandede sig meget aktivt i politiets arbejde og nægtede at forlade stedet, da han blev bedt om det. Han endte også med et sæt håndjern kl. 01.50, og en sigtelse for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen.
De tre anholdte blev alle taget med på politistationen, hvor de fik lov at trygt hvile ud til næste morgen, hvor de blev løsladt med et bødeforlæg i baglommen.