Angriberen Nicklas Bendtner har i den seneste tid været uønsket i sin klub, Wolfsburg, og venstrebacken Nicolai Boilesen har i hele sæsonen været frosset ud hos Ajax.
Alligevel overvejer Danmarks landstræner, Åge Hareide, om han skal indkalde de to spillere til fodboldlandsholdets træningslejr forud for to testkampe i Japan i juni.
– Det kan godt være, vi vælger at indkalde Nicklas Bendtner og Nicolai Boilesen for at se dem nærmere an. I en træningslejr har vi større muligheder for at tale med dem og høre, hvad status er på fodboldkarrieren, siger Åge Hareide til Ekstra Bladet.
Nordmanden ved godt, at ingen af de to spillere kan være i optimal form.
Åge Hareide tænker dog langsigtet, fordi Danmark til efteråret indleder kvalifikationen frem mod VM i Rusland i 2018.
– Vi ved godt, at hverken Nicklas Bendtner eller Nicolai Boilesen er i kampform. Men det vigtigste for os er ikke kampene i Japan, men kampene i efterårets VM-kvalifikation i september, oktober og november.
– Det er her, vi skal have de bedste spillere til rådighed, siger træneren.
Danmark spiller 4. september den første kamp i VM-kvalifikationen, når Armenien kommer på besøg i København.
/ritzau/