Russisk håndboldklub smider dansk træner på porten

    Håndboldtræneren Jan Leslie har stået i spidsen for CSKA Moskvas kvindehold siden 2019, men må nu se sig om efter et nyt arbejde.

    Bestyrelsen i klubben har besluttet sig for at stoppe samarbejdet med danskeren, meddeler CSKA på sin hjemmeside.

    Ledelsen har ikke været tilfreds med holdets præstationer i russiske og internationale turneringer, lyder begrundelsen.

    Den udmelding har Leslie svært ved at forstå.

    – Alle mål/ambitioner, som blev fremsat i vores samtaler i november 2018 og januar 2019 er blevet opfyldt. Efter halvandet år nåede jeg at vinde flest kampe i Champions League-gruppespillet, og i vores debutsæson i Champions League kvalificerede jeg holdet til kvartfinalerne og dermed en del af top-8 i Europa, skriver han ifølge TV2 i et opslag på Facebook.

    Træneren mener desuden, at der er “kontraktlige ting”, som CSKA ikke har levet op til. Derfor har han sat sin advokat på sagen.

    I resten af sæsonen vil Olga Akopyan stå i spidsen for det russiske mandskab, der ligger nummer tre i den nationale liga og er videre til kvartfinalerne i Champions League.

    CSKA Moskva råder blandt andre over den danske landsholdsspiller Kathrine Heindahl.

    – CSKA vil gerne takke Jan Leslie for indsatsen og ønsker ham det bedste fremover i karrieren, skriver klubben.

    49-årige Jan Leslie har tidligere været træner for det russiske tophold Rostov-Don. Desuden har danskeren en fortid i klubber som Aalborg DH, Randers HK og Ribe-Esbjerg.

    /ritzau/