Det er fortsat Det Europæiske Lægemiddelagenturs (EMA) “klare overbevisning”, at AstraZeneca-vaccinens fordele opvejer dens risici.
Det siger EMA-direktør Emer Cooke tirsdag på en pressekonference.
Hendes udmelding kommer, efter at en lang række lande – herunder Danmark – har sat brug af vaccinen i bero på grund af bekymringer om bivirkninger. Det drejer sig om en række sjældne forløb med blodpropper.
Direktøren understreger, at EMA vil undersøge alle enkeltsager grundigt.
Agenturet har samlet en række eksperter fra flere forskellige lande med ekspertise inden for blodpropper til at gå i dybden med sagerne.
Det er EMA, der har anbefalet AstraZeneca til brug i EU.
/ritzau/











